Viser post 1 til 7 af 7 fra Bibliotek
  • Tekst
    Arbejdersangbogen
    33.536 : Ar : Kun til brug på læsesal
    Dansk
    arbejdersange
    Socialdemokrati. Danmark
    Danmark for folket; Flyv højt, vor sang, på stærke vinger; Snart dages det, brødre, det lysner i øst; ABCD -Lyset at se; Aftnen er stille; A hår tjent Jens Masen; Alle mine længsler, de smyger sig om dig; Altid frejdig, når du går; Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel; Arbejdsmand -du som må; Arbetets söner, sluten Er alla; At lære er at ville; At ville, det er sagen; Auf der Lüneburger Heide; Blødt på båren hviler; Bort, längtande vekhet, ur sotiga bröst; Brandrøde faner, Ildnende klange; Brødre, lad våbnene lyne; By yon bonnie banks and by yon bonnie braes; Bøgernes verden er som stille gemmer; Dagen er dalet i stilhedens strømme; Dagen går med raske fjed; Danmark, nu blunder den lyse nat; Danmarks børn lad sangen klinge; Danmarks ungdom, skulderbred; De femten år - de femten år; De hundrede tusinde hænder; Dejlig er jorden; De mørke fugle fløj; Den danske sang er en ung, blond pige; Den er fin med kompasset; Den första gång jag såg dig, det var en sommardag; Den gamle husmand står ved gavl; Den jævne, simple arbejdsmand; Den kedsom vinter gik sin gang; Den spillemand snapped fiolen fra væg; Den sterke neve som skapte alt; Den stund du lever, løft din pande; Den stærke ungdom elsker storm; Den sømand han må lide; Den var vor, denne jord, den var vor; Der dukker af disen min fædrenejord; Der er borge, hvor før kun lå tomter i grus; Der er et land, som dårligt kan bli' meget mindre; Der er et yndigt land; Der er huse, der skal rejses; Der er ingenting i verden så stille som sne; Der går et stille tog; Der gyldnes igen en arbejdsdag; Der har smældet et flag i den gryende vår; Der, hvor vi stred og sang; Der meldes storm fra syd og nord; Der skrider i lyset et frelsende tog; Der står en purle ved vejens sving; Der står et slot i vesterled; De sova ånnu i jorden; Det er hvidt herude; Det er nemt nok al finde en brud i Tasmanien; Det er Norden, der løfter sin pande; Det er tidens stærke tone; Det ganske unge forår; Det haver så nvligen regnet; Det kom som en susen ved aften; Det, som lysner over vangen; Det som skinner vester hist; Det var en lørdag aften; Die Gedanken sind frei; Dold mellan furorna ligger min koja; Du danske mand af al din magt; Du danske sommer, jeg elsker dig; Du gamla, du fria, du fjållhoga Nord; Du gamle mor, du sliter arm; Du husmand, som ørker den stridige jord; Du høje arbejd, jordens brud; Du kære blide danske bæk; Du landevej, du landevej; Du, som aldrig har skuet den lysende dag; Du, som har sorg i sinde; Där gingo tre jäntor i solen; Efter år, hvor krigens hære; Ej med stora later och starka ord; Ej spørges om kvinden fra gyldne palads; Endnu engang forynge; Enhver, som har trådt sine børnesko; En sjoman ålskar havets våg; En skål for den mø i blufædige vår; En skål for det blinkende søernes bånd; En snedker må lime og lirke sig frem; Ensomt træ på sorten hede; En sømand har sin enegang; En vinter, lang og mørk og hård; Er din stue lav og trang; Er lyset for de lærde blot; Er vor trældomstid forbi; Et jævnl og muntert, virksomt liv på jord; Fabrik og ager, er de mon fjender; Faklen i vejret! ret så, vi skal frem; Faldne er nu vintrens sidste skranker; Farvel, min velsignede fødeby; Festblus lyser over lejren; Flyv fugl, flyv over Furesøens vove; Fo ajle di små blomster dæ dow æ te i år; Foragtet af de store, men elsket af de små; Fram! Fram! Det ljomer frå fjell!; Fram i arbetets hår och fram i ungdomens led; Frankrigs sønner! Op nu at fægte; Fra seklernes morgen der stiger en sang; Fred hviler over land og by; Fremad det lyder! Det feltråb har klang; Fremtidens land!; Frem til lys, frem til sol; Frihed er det bedste guld; Friske tid, hvor sommervinde; Frugtbare, ydende, gavmilde jord; Frugtbar ligger Danmarks ager; Från Engeland til Skottland, där seglade en brigg; Første majdag! Blus og brande; Giv aldrig tabt; Glade jul, dejlige jul; Go javten, go javten; Gone are the days when my heart was voung and gay; Grøn er vårens hæk; Gyldenlak, før du din glans har tabt; Han Ole bor på heden; Han svinger sin hue og synger en sang; Havet omkring Danmark, vort moderlige hav; Hej å hå Jungman Jansson; Hej, hvilken herlig vind; Held den, hvis ryg er rank; Hel tungt han efter sig foden drog; Her gik træk af vilde svaner; Her har hjertet hjemme; Her har jeg himlene over min isse; Her hvor sol og sommerblæst; Her kommer fra dybet den mørke armé; Herligt, en sommernat; Her mødes muld og hav i kærlig favnen; Holder du af mig; Hr. Peder kasted runer over spange; Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik; Hvad er ungdom uden sange; Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?; Hvem sidder der bag skærmen; Hvergang bøgenes blade de glinse; Hver har sit; Hvor åpne havet velter; Hvor smiler fager den danske kyst; Här är gudagott att vära; Høje nord, friheds hjem; Hör, hur härligt sången skallar; Hør, hør, hvor det tø'r; Hør sangen, hvor mægtig den toner; Hør ungersvend, sig ikke nej; Hør Vesterhavets bølger går; I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme; I Danmark ligger hus ved hus; I fjærne oldtids mørke nat; I flugt går tiden over livets bølger; I skovens dybe, stille ro; I skoven skull' der være gilde; I somniarens soliga dagar; Ja, det dages -solen bryder; Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land; Ja, vi elsker dette landet; Jeg bærer med smil min byrde; Jeg elsker den brogede verden; Jeg er en simpel bondemand; Jeg er havren. Jeg har bjælder på; Jeg lagde min gård i den rygende blæst; Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod; Jeg mindes vel et sled, gid jeg var der igen; Jeg pløjer til rug, jeg pløjer til brød; Jeg rutter med glædens og håbets ord; Jeg så kun tilbage. Mig livets lyst bortklang; Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt; Jeg stryger et loft, jeg maler en væg; Jeg vil værge mit land; Jeg vælger mig april; Junkerspiren kaster stolt med nakken; Jyden han æ stærk å sej; Jylland mellem tvende have; Katinka, Katinka, luk vinduet op; Kirkeklokke! ej til hovedstæder; Kommen, I unga, når aftonsolen dalar; Kringsatt av fiender; Lad vor sang som en rullende bølge; Langt højere bjærge så vide på jord; Lette bølge! når du blåner; Livet kan være forbandet nok; Lutret sind og klare tanker; Lykke-leg og drømme-døsen; Lyt til nye tiders tanker; Længe nok har jeg bondepige været; Lær mig, nattens stjærne; Løft dit hode, du raske gut; Mads Doss han war en kon koltringsknæjt; Man må rejse til fods for at sprænge med hast; Marken er mejet, og høet er høstet; Millom bakkar og berg utmed havet; Min far han var en fiskermand; Min fødestavn er lyngens brune land; Min plet af fødelandets jord; Moders navn er en himmelsk lyd; My Bonnie is over the ocean; Når egene knoppes; Når et dagværk er endt, og maskinen står tung; Når jeg ser et rødt flag smælde; Når kornet skal i hus; Når morgenen tænder sit glimtende gry; Når vinteren rinder i grøft og i grav; Natten breder sine vinger; Natten er så stille; Naturens ædle dyrker begærer ej den krans; Nord fra og syd fra; Nu breder vårens sol sit gyldne klæde; Nu er dagen fuld af sang; Nu farvel -nu farvel! det er afskedens stund; Nu fremad, frem! lyder sangerens råb; Nu krystes Danmark i somrens favn; Nu lider dagen så jævnt og trindt; Nu lokker atter de lange veje; Nu rinder sol i sin vælde fra skyen; Nu skal det åbenbares; Nu spelar vårens ljumma vind i myrens gula starr; Nu springer våren fra sin seng; Nu tak for alt, ifra vi var små; Nu vender sol påny; Nye tider, nye tanker; När jag var en ung Caballeiro; Og ræven lå under birkerod; Ole sad på en knold og sang; Om glæder end betegned; Om jeg tar mig en livsens ven; Om strømmen mod dig bruser -vov at stå; Op, socialister, oprørshære; Op til kamp! Op, I arbejdersønner; Ordener hænger man på idioter; O starka man, gör vägen fri; Over den vintergrå himmel; Over verden toner klinger; Over vidtudstrakte lande; På det jævne, på det jævne; På Larsmässbal med glans och ståt; På vandring må en møllersvend; På vandring, på vandring; På Vossevangen der vil jeg bo; Puds dit blanke cykelstyr; Råbet stiger i morg'nens skær; Rejs jer, fordømte her på jorden; Ring ud, klare klokker, mod himlens klare hær; Roselil og hendes moder, de sad over bord; Rosen blusser alt i Danas have; Så stævner vi atter fremad; Sah' ein Knab' ein Roslein stehn; Saltskarp hænger over landet; Sangen har lysning, og derfor den gyder; Se, det summer af sol over engen; Se dig om, du mand, der hæver; Se dig ud en sommerdag; Se Norges blomsterdal; Ser du byen og hjembygdas lier; Sig nærmer tiden, da jeg må væk; Sjung, sjung i alarna; Skal vi nå til at stå; Skjul jer ej bag vindvets piller; Skudan hon vaggar på bruzenes sjø; Skuld gammel venskab rejn forgo; Snart er dagen inde; Sneflokke kommer vrimlende; Solen er så rød, mor; Solen er slukket, dagen forstummer; Solen ler så godt og mildt; Sol i aft'nens ånding; Som dagning gennem morgenluften skrider; Som dybest brønd gir altid klarest vand; Som en fos i al sin vælde; Som en rejselysten flåde; Sov, du lille fattigbarn; Spurven sidder stum bag kvist; Stille, hjærte, sol går ned; Stilstand er for unge hjærter døden; Stormene glammer så vildt over land; Strål, flamme, strål; Sus af vind og bølgeslag; Svøbt i blæsten hilst af måger; Sønner af de slagne; Sørens far har penge; Takt, takt, pas på takten; Så langt, så langt rækker tanken frem; The sun shines bright in the old Kentucky home; Tidens ånd har mægtigt rystet jorden; Tilbords nu, kam'rater, skønt pladsen er trang; Tre røvere, tre røvere; Ud går du nu på livets vej; Ud over verden stormene raser; Udrundne er de gamle dage; Underlige aftenlufte; Undrer mig på, hvad jeg får at se; Ungdom, det er tider; Ungdom er ikke de sløvede sind; Ungdom! Røde unge; Uti vår hage dår växa blå bär; Vårt land, vårt land, vårt fosterland; Ved brønden foran porten; Ved disk og i køkken blev hverdagens del; Ved solbjærgslag; Velkommen lærkelil; Venner, hvor er vort fædreland dog kønt; Verden skælver i hver fuge; Vi elsker vort land; Vi er børn af arbejderklassen; Vi er de smede; Vi er kampens unge hære; Vi er nævernes ungdom af navn som af gavn; Vi er småfolk, javel, men vi ved, hvad vi vil; Vi fik ej under tidernes tryk; Vi gå over daggstänkta berg, fallera; Vi håndværkssvende, vi håndværkssvende; Vi har som vor lod i en løftende tid; Vi hilser dig, gryende stolte tid; Vila vid denna källa!; Vi mødes atter her fra dal og banke; Vinden er så føjelig; Vi vandrer ad den brede vej; Vi vandrer sol i møde; Vor fane lyser flammerød; Vor sol er bleven kold; Vort hjem, du danske jord; Vort land ligger ud til det blæsende hav; Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; Vägarna de skrida, älvarna de glida; Vælg dig bogen som bedste ven; Wenn alle Brunnlein fliessen; Wo herr'mand håller a hans hæjst; Yderst mod Norden lyser en ø
    Arbejdernes Oplysningsforbund
  • Tekst
    Arbejdersangbogen
    33.536 : Ar : Kun til brug på læsesal
    Dansk
    arbejdersange
    Socialdemokrati. Danmark
    Danmark for folket; Flyv højt, vor sang, på stærke vinger; Snart dages det, brødre, det lysner i øst; ABCD -Lyset at se; Aftnen er stille; A hår tjent Jens Masen; Alle mine længsler, de smyger sig om dig; Altid frejdig, når du går; Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel; Arbejdsmand -du som må; Arbetets söner, sluten Er alla; At lære er at ville; At ville, det er sagen; Auf der Lüneburger Heide; Blødt på båren hviler; Bort, längtande vekhet, ur sotiga bröst; Brandrøde faner, Ildnende klange; Brødre, lad våbnene lyne; By yon bonnie banks and by yon bonnie braes; Bøgernes verden er som stille gemmer; Dagen er dalet i stilhedens strømme; Dagen går med raske fjed; Danmark, nu blunder den lyse nat; Danmarks børn lad sangen klinge; Danmarks ungdom, skulderbred; De femten år -de femten år; De hundrede tusinde hænder; Dejlig er jorden; De mørke fugle fløj; Den danske sang er en ung, blond pige; Den er fin med kompasset; Den första gång jag såg dig, det var en sommardag; Den gamle husmand står ved gavl; Den jævne, simple arbejdsmand; Den kedsom vinter gik sin gang; Den spillemand snapped fiolen fra væg; Den sterke neve som skapte alt; Den stund du lever, løft din pande; Den stærke ungdom elsker storm; Den sømand han må lide; Den var vor, denne jord, den var vor; Der dukker af disen min fædrenejord; Der er borge, hvor før kun lå tomter i grus; Der er et land, som dårligt kan bli' meget mindre; Der er et yndigt land; Der er huse, der skal rejses; Der er ingenting i verden så stille som sne; Der går et stille tog; Der gyldnes igen en arbejdsdag; Der har smældet et flag i den gryende vår; Der, hvor vi stred og sang; Der meldes storm fra syd og nord; Der skrider i lyset et frelsende tog; Der står en purle ved vejens sving; Der står et slot i vesterled; De sova ånnu i jorden; Det er hvidt herude; Det er nemt nok al finde en brud i Tasmanien; Det er Norden, der løfter sin pande; Det er tidens stærke tone; Det ganske unge forår; Det haver så nvligen regnet; Det kom som en susen ved aften; Det, som lysner over vangen; Det som skinner vester hist; Det var en lørdag aften; Die Gedanken sind frei; Dold mellan furorna ligger min koja; Du danske mand af al din magt; Du danske sommer, jeg elsker dig; Du gamla, du fria, du fjållhoga Nord; Du gamle mor, du sliter arm; Du husmand, som ørker den stridige jord; Du høje arbejd, jordens brud; Du kære blide danske bæk; Du landevej, du landevej; Du, som aldrig har skuet den lysende dag; Du, som har sorg i sinde; Där gingo tre jäntor i solen; Efter år, hvor krigens hære; Ej med stora later och starka ord; Ej spørges om kvinden fra gyldne palads; Endnu engang forynge; Enhver, som har trådt sine børnesko; En lærke letted, og tusind fulgte; En sjoman ålskar havets våg; En skål for den mø i blufædige vår; En skål for det blinkende søernes bånd; En snedker må lime og lirke sig frem; Ensomt træ på sorten hede; En sømand har sin enegang; En vinter, lang og mørk og hård; Er din stue lav og trang; Er lyset for de lærde blot; Er vor trældomstid forbi; Et jævnl og muntert, virksomt liv på jord; Fabrik og ager, er de mon fjender; Faklen i vejret! ret så, vi skal frem; Faldne er nu vintrens sidste skranker; Farvel, min velsignede fødeby; Festblus lyser over lejren; Flyv fugl, flyv over Furesøens vove; Fo ajle di små blomster dæ dow æ te i år; Foragtet af de store, men elsket af de små; Fram! Fram! Det ljomer frå fjell!; Fram i arbetets hår och fram i ungdomens led; Frankrigs sønner! Op nu at fægte; Fra seklernes morgen der stiger en sang; Fred hviler over land og by; Fremad det lyder! Det feltråb har klang; Fremtidens land!; Frem til lys, frem til sol; Frihed er det bedste guld; Friske tid, hvor sommervinde; Frugtbare, ydende, gavmilde jord; Frugtbar ligger Danmarks ager; Från Engeland til Skottland, där seglade en brigg; Første majdag! Blus og brande; Først synger vi et murervers; Giv aldrig tabt; Glade jul, dejlige jul; Go javten, go javten; Gone are the days when my heart was voung and gay; Grøn er vårens hæk; Gyldenlak, før du din glans har tabt; Han Ole bor på heden; Han svinger sin hue og synger en sang; Havet omkring Danmark, vort moderlige hav; Hej å hå Jungman Jansson; Hej, hvilken herlig vind; Held den, hvis ryg er rank; Hel tungt han efter sig foden drog; Her gik træk af vilde svaner; Her har hjertet hjemme; Her har jeg himlene over min isse; Her hvor sol og sommerblæst; Her kommer fra dybet den mørke armé; Herligt, en sommernat; Her mødes muld og hav i kærlig favnen; Holder du af mig; Hr. Peder kasted runer over spange; Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik; Hvad er ungdom uden sange; Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?; Hvem sidder der bag skærmen; Hvergang bøgenes blade de glinse; Hver har sit; Hvor åpne havet velter; Hvor smiler fager den danske kyst; Här är gudagott att vära; Høje nord, friheds hjem; Hör, hur härligt sången skallar; Hør, hør, hvor det tø'r; Hør sangen, hvor mægtig den toner; Hør ungersvend, sig ikke nej; Hør Vesterhavets bølger går; I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme; I Danmark ligger hus ved hus; I fjærne oldtids mørke nat; I flugt går tiden over livets bølger; I skovens dybe, stille ro; I skoven skull' der være gilde; I somniarens soliga dagar; Ja, det dages -solen bryder; Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land; Ja, vi elsker dette landet; Jeg bærer med smil min byrde; Jeg elsker den brogede verden; Jeg er en simpel bondemand; Jeg er havren. Jeg har bjælder på; Jeg lagde min gård i den rygende blæst; Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod; eg mindes vel et sled, gid jeg var der igen; Jeg rutter med glædens og håbets ord; Jeg så kun tilbage. Mig livets lyst bortklang; Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt; Jeg stryger et loft, jeg maler en væg; Jeg vil værge mit land; Jeg vælger mig april; Junkerspiren kaster stolt med nakken; Jyden han æ stærk å sej; Jylland mellem tvende have; Katinka, Katinka, luk vinduet op; Kirkeklokke! ej til hovedstæder; Kommen, I unga, når aftonsolen dalar; Kringsatt av fiender; Lad vor sang som en rullende bølge; Langt højere bjærge så vide på jord; Lette bølge! når du blåner; Livet kan være forbandet nok; Lutret sind og klare tanker; Lykke-leg og drømme-døsen; Lyt til nye tiders tanker; Længe nok har jeg bondepige været; Lær mig, nattens stjærne; Løft dit hode, du raske gut; Mads Doss han war en kon koltringsknæjt; Man må rejse til fods for at sprænge med hast; Marken er mejet, og høet er høstet; Millom bakkar og berg utmed havet; Min far han var en fiskermand; Min fødestavn er lyngens brune land; Min plet af fødelandets jord; Moders navn er en himmelsk lyd; My Bonnie is over the ocean; Når egene knoppes; Når et dagværk er endt, og maskinen står tung; Når jeg ser et rødt flag smælde; Når kornet skal i hus; Når morgenen tænder sit glimtende gry; Når vinteren rinder i grøft og i grav; Natten breder sine vinger; Natten er så stille; Naturens ædle dyrker begærer ej den krans; Nord fra og syd fra; Nu breder vårens sol sit gyldne klæde; Nu er dagen fuld af sang; Nu farvel -nu farvel! det er afskedens stund; Nu fremad, frem! lyder sangerens råb; Nu går våren gennem Nyhavn; Nu krystes Danmark i somrens favn; Nu lider dagen så jævnt og trindt; Nu lokker atter de lange veje; Nu skal det åbenbares; Nu spelar vårens ljumma vind i myrens gula starr; Nu springer våren fra sin seng; Nu tak for alt, ifra vi var små; Nu vender sol påny; Nu vil jeg synge for jer en vise; Nye tider, nye tanker; När jag var en ung Caballeiro; Og pigen sa'e: Hør søndenvind; Og ræven lå under birkerod; Ole sad på en knold og sang; Om jeg tar mig en livsens ven; Om strømmen mod dig bruser -vov at stå; Op, socialister, oprørshære; Op til kamp! Op, I arbejdersønner; Ordener hænger man på idioter; O starka man, gör vägen fri; Over den vintergrå himmel; Over verden toner klinger; Over vidtudstrakte lande; På det jævne, på det jævne; På Larsmässbal med glans och ståt; På lingonröda tuvor och på villande mo; På vandring må en møllersvend; På vandring, på vandring; På Vossevangen der vil jeg bo; Pengeløs, pengelæns; Puds dit blanke cykelstyr; Råbet stiger i morg'nens skær; Rejs jer, fordømte her på jorden; Ring ud, klare klokker, mod himlens klare hær; Roselil og hendes moder, de sad over bord; Rosen blusser alt i Danas have; Så stævner vi atter fremad; Sah' ein Knab' ein Roslein stehn; Saltskarp hænger over landet; Sangen har lysning, og derfor den gyder; Se, det summer af sol over engen; Se dig om, du mand, der hæver; Se dig ud en sommerdag; Se Norges blomsterdal; Septembers himmel er så blå; Ser du byen og hjembygdas lier; Sig nærmer tiden, da jeg må væk; Sjung, sjung i alarna; Skal vi nå til at stå; Skjul jer ej bag vindvets piller; Skudan hon vaggar på bruzenes sjø; Skuld gammel venskab rejn forgo; Snart er dagen inde; Sneflokke kommer vrimlende; Solen er så rød, mor; Solen er slukket, dagen forstummer; Solen ler så godt og mildt; Sol i aft'nens ånding; Som dagning gennem morgenluften skrider; Som dybest brønd gir altid klarest vand; Som en fos i al sin vælde; Som en rejselysten flåde; Sov, du lille fattigbarn; Spurven sidder stum bag kvist; Stille, hjærte, sol går ned; Stilstand er for unge hjærter døden; Strål, flamme, strål; Sus af vind og bølgeslag; Svøbt i blæsten hilst af måger; Sønner af de slagne; Sørens far har penge; Søvnig du ligger i din varme seng; Takt, takt, pas på takten; The sun shines bright in the old Kentucky home; Tidens ånd har mægtigt rystet jorden; Tilbords nu, kam'rater, skønt pladsen er trang; Tre røvere, tre røvere; Tusind år vi som i blinde; Ud går du nu på livets vej; Ud over verden stormene raser; Udrundne er de gamle dage; Underlige aftenlufte; Undrer mig på, hvad jeg får at se; Ungdom, det er tider; Ungdom er ikke de sløvede sind; Ungdom! Røde unge; Uti vår hage dår växa blå bär; Vårt land, vårt land, vårt fosterland; Ved brønden foran porten; Ved disk og i køkken blev hverdagens del; Ved solbjærgslag; Velkommen lærkelil; Venner, hvor er vort fædreland dog kønt; Verden skælver i hver fuge; Vi elsker de hjemlige steder; Vi elsker vort land; Vi er børn af arbejderklassen; Vi er de smede; Vi er kampens unge hære; Vi er nævernes ungdom af navn som af gavn; Vi er småfolk, javel, men vi ved, hvad vi vil; Vi fik ej under tidernes tryk; Vi gå over daggstänkta berg, fallera; Vi håndværkssvende, vi håndværkssvende; Vi har som vor lod i en løftende tid; Vi hilser dig, gryende stolte tid; Vila vid denna källa!; Vi mødes atter her fra dal og banke; Vinden er så føjelig; Vi vandrer ad den brede vej; Vi vandrer sol i møde; Vor fane lyser flammerød; Vor sol er bleven kold; Vort hjem, du danske jord; Vort land ligger ud til det blæsende hav; Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; Vägarna de skrida, älvarna de glida; Vælg dig bogen som bedste ven; Wenn alle Brunnlein fliessen; Wo herr'mand håller a hans hæjst; Yderst mod Norden lyser en ø
    Arbejdernes Oplysningsforbund
  • Tekst
    Arbejdersangbogen
    33.536 : Ar : Kun til brug på læsesal
    Dansk
    arbejdersange
    Socialdemokrati. Danmark
    Danmark for folket; Flyv højt, vor sang, på stærke vinger; Snart dages det, brødre, det lysner i øst; ABCD -Lyset at se; Aftnen er stille; A hår tjent Jens Masen; Alle mine længsler, de smyger sig om dig; Altid frejdig, når du går; Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel; Arbejdsmand -du som må; Arbetets söner, sluten Er alla; At lære er at ville; At ville, det er sagen; Auf der Lüneburger Heide; Blødt på båren hviler; Bort, längtande vekhet, ur sotiga bröst; Brandrøde faner, Ildnende klange; Brødre, lad våbnene lyne; By yon bonnie banks and by yon bonnie braes; Bøgernes verden er som stille gemmer; Dagen er dalet i stilhedens strømme; Dagen går med raske fjed; Danmark, nu blunder den lyse nat; Danmarks børn lad sangen klinge; Danmarks ungdom, skulderbred; De femten år - de femten år; De hundrede tusinde hænder; Dejlig er jorden; De mørke fugle fløj; Den danske sang er en ung, blond pige; Den er fin med kompasset; Den första gång jag såg dig, det var en sommardag; Den gamle husmand står ved gavl; Den jævne, simple arbejdsmand; Den kedsom vinter gik sin gang; Den spillemand snapped fiolen fra væg; Den sterke neve som skapte alt; Den stund du lever, løft din pande; Den stærke ungdom elsker storm; Den sømand han må lide; Den var vor, denne jord, den var vor; Der dukker af disen min fædrenejord; Der er borge, hvor før kun lå tomter i grus; Der er et land, som dårligt kan bli' meget mindre; Der er et yndigt land; Der er huse, der skal rejses; Der er ingenting i verden så stille som sne; Der går et stille tog; Der gyldnes igen en arbejdsdag; Der har smældet et flag i den gryende vår; Der, hvor vi stred og sang; Der meldes storm fra syd og nord; Der skrider i lyset et frelsende tog; Der står en purle ved vejens sving; Der står et slot i vesterled; De sova ånnu i jorden; Det er hvidt herude; Det er nemt nok al finde en brud i Tasmanien; Det er tidens stærke tone; Det ganske unge forår; Det haver så nvligen regnet; Det kom som en susen ved aften; Det, som lysner over vangen; Det som skinner vester hist; Det var en lørdag aften; Die Gedanken sind frei; Dold mellan furorna ligger min koja; Du danske mand af al din magt; Du danske sommer, jeg elsker dig; Du gamla, du fria, du fjållhoga Nord; Du gamle mor, du sliter arm; Du husmand, som ørker den stridige jord; Du høje arbejd, jordens brud; Du kære blide danske bæk; Du landevej, du landevej; Du, som aldrig har skuet den lysende dag; Du, som har sorg i sinde; Där gingo tre jäntor i solen; Efter år, hvor krigens hære; Ej med stora later och starka ord; Ej spørges om kvinden fra gyldne palads; Endnu engang forynge; Enhver, som har trådt sine børnesko; En sjoman ålskar havets våg; En skål for den mø i blufædige vår; En skål for det blinkende søernes bånd; En snedker må lime og lirke sig frem; Ensomt træ på sorten hede; En sømand har sin enegang; En vinter, lang og mørk og hård; Er din stue lav og trang; Er lyset for de lærde blot; Er vor trældomstid forbi; Et jævnl og muntert, virksomt liv på jord; Fabrik og ager, er de mon fjender; Faklen i vejret! ret så, vi skal frem; Faldne er nu vintrens sidste skranker; Farvel, min velsignede fødeby; Festblus lyser over lejren; Flyv fugl, flyv over Furesøens vove; Fo ajle di små blomster dæ dow æ te i år; Foragtet af de store, men elsket af de små; Fram! Fram! Det ljomer frå fjell!; Fram i arbetets hår och fram i ungdomens led; Frankrigs sønner! Op nu at fægte; Fra seklernes morgen der stiger en sang; Fred hviler over land og by; Fremad det lyder! Det feltråb har klang; Fremtidens land!; Frem til lys, frem til sol; Frihed er det bedste guld; Friske tid, hvor sommervinde; Frugtbare, ydende, gavmilde jord; Frugtbar ligger Danmarks ager; Från Engeland til Skottland, där seglade en brigg; Første majdag! Blus og brande; Giv aldrig tabt; Glade jul, dejlige jul; Go javten, go javten; Gone are the days when my heart was voung and gay; Grøn er vårens hæk; Gyldenlak, før du din glans har tabt; Han Ole bor på heden; Han svinger sin hue og synger en sang; Havet omkring Danmark, vort moderlige hav; Hej å hå Jungman Jansson; Hej, hvilken herlig vind; Held den, hvis ryg er rank; Hel tungt han efter sig foden drog; Her gik træk af vilde svaner; Her har hjertet hjemme; Her har jeg himlene over min isse; Her hvor sol og sommerblæst; Her kommer fra dybet den mørke armé; Herligt, en sommernat; Her mødes muld og hav i kærlig favnen; Holder du af mig; Hr. Peder kasted runer over spange; Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik; Hvad er ungdom uden sange; Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?; Hvem sidder der bag skærmen; Hvergang bøgenes blade de glinse; Hver har sit; Hvor åpne havet velter; Hvor smiler fager den danske kyst; Här är gudagott att vära; Høje nord, friheds hjem; Hör, hur härligt sången skallar; Hør, hør, hvor det tø'r; Hør sangen, hvor mægtig den toner; Hør ungersvend, sig ikke nej; I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme; I Danmark ligger hus ved hus; I fjærne oldtids mørke nat; I flugt går tiden over livets bølger; I skovens dybe, stille ro; I skoven skull' der være gilde; I somniarens soliga dagar; Ja, det dages -solen bryder; Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land; Ja, vi elsker dette landet; Jeg bærer med smil min byrde; Jeg elsker den brogede verden; Jeg er en simpel bondemand; Jeg er havren. Jeg har bjælder på; Jeg lagde min gård i den rygende blæst; Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod; Jeg mindes vel et sled, gid jeg var der igen; Jeg pløjer til rug, jeg pløjer til brød; Jeg rutter med glædens og håbets ord; Jeg så kun tilbage. Mig livets lyst bortklang; Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt; Jeg stryger et loft, jeg maler en væg; Jeg vil værge mit land; Jeg vælger mig april; Junkerspiren kaster stolt med nakken; Jyden han æ stærk å sej; Jylland mellem tvende have; Katinka, Katinka, luk vinduet op; Kirkeklokke! ej til hovedstæder; Kommen, I unga, når aftonsolen dalar; Kringsatt av fiender; Lad vor sang som en rullende bølge; Langt højere bjærge så vide på jord; Lette bølge! når du blåner; Livet kan være forbandet nok; Lutret sind og klare tanker; Lykke-leg og drømme-døsen; Lyt til nye tiders tanker; Længe nok har jeg bondepige været; Lær mig, nattens stjærne; Løft dit hode, du raske gut; Mads Doss han war en kon koltringsknæjt; Man må rejse til fods for at sprænge med hast; Marken er mejet, og høet er høstet; Millom bakkar og berg utmed havet; Min far han var en fiskermand; Min fødestavn er lyngens brune land; Min plet af fødelandets jord; Moders navn er en himmelsk lyd; My Bonnie is over the ocean; Når egene knoppes; Når et dagværk er endt, og maskinen står tung; Når jeg ser et rødt flag smælde; Når kornet skal i hus; Når morgenen tænder sit glimtende gry; Når vinteren rinder i grøft og i grav; Natten breder sine vinger; Natten er så stille; Naturens ædle dyrker begærer ej den krans; Nord fra og syd fra; Nu breder vårens sol sit gyldne klæde; Nu er dagen fuld af sang; Nu farvel -nu farvel! det er afskedens stund; Nu fremad, frem! lyder sangerens råb; Nu krystes Danmark i somrens favn; Nu lider dagen så jævnt og trindt; Nu lokker atter de lange veje; Nu rinder sol i sin vælde fra skyen; Nu skal det åbenbares; Nu spelar vårens ljumma vind i myrens gula starr; Nu springer våren fra sin seng; Nu tak for alt, ifra vi var små; Nu vender sol påny; Nye tider, nye tanker; När jag var en ung Caballeiro; Og ræven lå under birkerod; Ole sad på en knold og sang; Om glæder end betegned; Om jeg tar mig en livsens ven; Om strømmen mod dig bruser -vov at stå; Op, socialister, oprørshære; Op til kamp! Op, I arbejdersønner; Ordener hænger man på idioter; O starka man, gör vägen fri; Over den vintergrå himmel; Over verden toner klinger; Over vidtudstrakte lande; På det jævne, på det jævne; På Larsmässbal med glans och ståt; På vandring må en møllersvend; På vandring, på vandring; På Vossevangen der vil jeg bo; Puds dit blanke cykelstyr; Råbet stiger i morg'nens skær; Rejs jer, fordømte her på jorden; Ring ud, klare klokker, mod himlens klare hær; Roselil og hendes moder, de sad over bord; Rosen blusser alt i Danas have; Så stævner vi atter fremad; Sah' ein Knab' ein Roslein stehn; Saltskarp hænger over landet; Sangen har lysning, og derfor den gyder; Se, det summer af sol over engen; Se dig om, du mand, der hæver; Se dig ud en sommerdag; Se Norges blomsterdal; Ser du byen og hjembygdas lier; Sig nærmer tiden, da jeg må væk; Sjung, sjung i alarna; Skal vi nå til at stå; Skjul jer ej bag vindvets piller; Skudan hon vaggar på bruzenes sjø; Skuld gammel venskab rejn forgo; Snart er dagen inde; Sneflokke kommer vrimlende; Solen er så rød, mor; Solen er slukket, dagen forstummer; Solen ler så godt og mildt; Sol i aft'nens ånding; Som dagning gennem morgenluften skrider; Som dybest brønd gir altid klarest vand; Som en fos i al sin vælde; Som en rejselysten flåde; Sov, du lille fattigbarn; Spurven sidder stum bag kvist; Stille, hjærte, sol går ned; Stilstand er for unge hjærter døden; Stormene glammer så vildt over land; Strål, flamme, strål; Sus af vind og bølgeslag; Svøbt i blæsten hilst af måger; Sønner af de slagne; Sørens far har penge; Takt, takt, pas på takten; Så langt, så langt rækker tanken frem; The sun shines bright in the old Kentucky home; Tidens ånd har mægtigt rystet jorden; Tilbords nu, kam'rater, skønt pladsen er trang; Tre røvere, tre røvere; Ud går du nu på livets vej; Ud over verden stormene raser; Udrundne er de gamle dage; Underlige aftenlufte; Undrer mig på, hvad jeg får at se; Ungdom, det er tider; Ungdom er ikke de sløvede sind; Ungdom! Røde unge; Uti vår hage dår växa blå bär; Vårt land, vårt land, vårt fosterland; Ved brønden foran porten; Ved disk og i køkken blev hverdagens del; Ved solbjærgslag; Velkommen lærkelil; Venner, hvor er vort fædreland dog kønt; Verden skælver i hver fuge; Vi elsker vort land; Vi er børn af arbejderklassen; Vi er de smede; Vi er kampens unge hære; Vi er nævernes ungdom af navn som af gavn; Vi er småfolk, javel, men vi ved, hvad vi vil; Vi fik ej under tidernes tryk; Vi gå over daggstänkta berg, fallera; Vi håndværkssvende, vi håndværkssvende; Vi har som vor lod i en løftende tid; Vi hilser dig, gryende stolte tid; Vila vid denna källa!; Vi mødes atter her fra dal og banke; Vinden er så føjelig; Vi vandrer ad den brede vej; Vi vandrer sol i møde; Vor fane lyser flammerød; Vor sol er bleven kold; Vort hjem, du danske jord; Vort land ligger ud til det blæsende hav; Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; Vägarna de skrida, älvarna de glida; Vælg dig bogen som bedste ven; Wenn alle Brunnlein fliessen; Wo herr'mand håller a hans hæjst; Yderst mod Norden lyser en ø
    Arbejdernes Oplysningsforbund
  • Tekst
    Arbejdersangbogen
    33.536 : Ar : Kun til brug på læsesal
    Dansk
    arbejdersange
    Socialdemokrati. Danmark
    Danmark for folket; Flyv højt, vor sang, på stærke vinger; Snart dages det, brødre, det lysner i øst; ABCD -Lyset at se; Aftnen er stille; A hår tjent Jens Masen; Alle mine længsler, de smyger sig om dig; Altid frejdig, når du går; Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel; Arbejdsmand -du som må; Arbetets söner, sluten Er alla; At ville, det er sagen; Auf der Lüneburger Heide; Blødt på båren hviler; Bort, längtande vekhet, ur sotiga bröst; Brandrøde faner, Ildnende klange; Brødre, lad våbnene lyne; By yon bonnie banks and by yon bonnie braes; Bøgernes verden er som stille gemmer; Dagen er dalet i stilhedens strømme; Dagen går med raske fjed; Danmark, nu blunder den lyse nat; Danmarks børn lad sangen klinge; Danmarks ungdom, skulderbred; De femten år - de femten år; De hundrede tusinde hænder; Dejlig er jorden; De mørke fugle fløj; Den danske sang er en ung, blond pige; Den er fin med kompasset; Den första gång jag såg dig, det var en sommardag; Den gamle husmand står ved gavl; Den jævne, simple arbejdsmand; Den kedsom vinter gik sin gang; Den spillemand snapped fiolen fra væg; Den sterke neve som skapte alt; Den stund du lever, løft din pande; Den stærke ungdom elsker storm; Den sømand han må lide; Den var vor, denne jord, den var vor; Der dukker af disen min fædrenejord; Der er borge, hvor før kun lå tomter i grus; Der er et land, som dårligt kan bli' meget mindre; Der er et yndigt land; Der er huse, der skal rejses; Der er ingenting i verden så stille som sne; Der går et stille tog; Der gyldnes igen en arbejdsdag; Der har smældet et flag i den gryende vår; Der, hvor vi stred og sang; Der meldes storm fra syd og nord; Der skrider i lyset et frelsende tog; Der står en purle ved vejens sving; Der står et slot i vesterled; De sova ånnu i jorden; Det er hvidt herude; Det er nemt nok al finde en brud i Tasmanien; Det er tidens stærke tone; Det ganske unge forår; Det haver så nvligen regnet; Det kom som en susen ved aften; Det, som lysner over vangen; Det som skinner vester hist; Det var en lørdag aften; Die Gedanken sind frei; Dold mellan furorna ligger min koja; Du danske mand af al din magt; Du danske sommer, jeg elsker dig; Du gamla, du fria, du fjållhoga Nord; Du gamle mor, du sliter arm; Du husmand, som ørker den stridige jord; Du høje arbejd, jordens brud; Du kære blide danske bæk; Du landevej, du landevej; Du, som aldrig har skuet den lysende dag; Du, som har sorg i sinde; Där gingo tre jäntor i solen; Efter år, hvor krigens hære; Ej med stora later och starka ord; Ej spørges om kvinden fra gyldne palads; Endnu engang forynge; Enhver, som har trådt sine børnesko; En sjoman ålskar havets våg; En skål for den mø i blufædige vår; En skål for det blinkende søernes bånd; En snedker må lime og lirke sig frem; Ensomt træ på sorten hede; En sømand har sin enegang; En vinter, lang og mørk og hård; Er din stue lav og trang; Er lyset for de lærde blot; Er vor trældomstid forbi; Et jævnl og muntert, virksomt liv på jord; Fabrik og ager, er de mon fjender; Faklen i vejret! ret så, vi skal frem; Faldne er nu vintrens sidste skranker; Farvel, min velsignede fødeby; Festblus lyser over lejren; Flyv fugl, flyv over Furesøens vove; Fo ajle di små blomster dæ dow æ te i år; Foragtet af de store, men elsket af de små; Fram! Fram! Det ljomer frå fjell!; Fram i arbetets hår och fram i ungdomens led; Frankrigs sønner! Op nu at fægte; Fra seklernes morgen der stiger en sang; Fred hviler over land og by; Fremad det lyder! Det feltråb har klang; Fremtidens land!; Frem til lys, frem til sol; Frihed er det bedste guld; Friske tid, hvor sommervinde; Frugtbare, ydende, gavmilde jord; Frugtbar ligger Danmarks ager; Från Engeland til Skottland, där seglade en brigg; Første majdag! Blus og brande; Giv aldrig tabt; Glade jul, dejlige jul; Go javten, go javten; Gone are the days when my heart was voung and gay; Grøn er vårens hæk; Gyldenlak, før du din glans har tabt; Han Ole bor på heden; Han svinger sin hue og synger en sang; Havet omkring Danmark, vort moderlige hav; Hej å hå Jungman Jansson; Hej, hvilken herlig vind; Held den, hvis ryg er rank; Hel tungt han efter sig foden drog; Her gik træk af vilde svaner; Her har hjertet hjemme; Her har jeg himlene over min isse; Her hvor sol og sommerblæst; Her kommer fra dybet den mørke armé; Herligt, en sommernat; Her mødes muld og hav i kærlig favnen; Holder du af mig; Hr. Peder kasted runer over spange; Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik; Hvad er ungdom uden sange; Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?; Hvem sidder der bag skærmen; Hvergang bøgenes blade de glinse; Hver har sit; Hvor åpne havet velter; Hvor smiler fager den danske kyst; Här är gudagott att vära; Høje nord, friheds hjem; Hör, hur härligt sången skallar; Hør, hør, hvor det tø'r; Hør sangen, hvor mægtig den toner; Hør ungersvend, sig ikke nej; I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme; I Danmark ligger hus ved hus; I fjærne oldtids mørke nat; I flugt går tiden over livets bølger; I skovens dybe, stille ro; I skoven skull' der være gilde; I somniarens soliga dagar; Ja, det dages -solen bryder; Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land; Ja, vi elsker dette landet; Jeg bærer med smil min byrde; Jeg elsker den brogede verden; Jeg er en simpel bondemand; Jeg er havren. Jeg har bjælder på; Jeg lagde min gård i den rygende blæst; Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod; Jeg mindes vel et sled, gid jeg var der igen; Jeg pløjer til rug, jeg pløjer til brød; Jeg rutter med glædens og håbets ord; Jeg så kun tilbage. Mig livets lyst bortklang; Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt; Jeg stryger et loft, jeg maler en væg; Jeg vil værge mit land; Jeg vælger mig april; Junkerspiren kaster stolt med nakken; Jyden han æ stærk å sej; Jylland mellem tvende have; Katinka, Katinka, luk vinduet op; Kirkeklokke! ej til hovedstæder; Kommen, I unga, når aftonsolen dalar; Kringsatt av fiender; Lad vor sang som en rullende bølge; Langt højere bjærge så vide på jord; Lette bølge! når du blåner; Livet kan være forbandet nok; Lutret sind og klare tanker; Lykke-leg og drømme-døsen; Lyt til nye tiders tanker; Længe nok har jeg bondepige været; Lær mig, nattens stjærne; Løft dit hode, du raske gut; Mads Doss han war en kon koltringsknæjt; Man må rejse til fods for at sprænge med hast; Marken er mejet, og høet er høstet; Millom bakkar og berg utmed havet; Min far han var en fiskermand; Min fødestavn er lyngens brune land; Min plet af fødelandets jord; Moders navn er en himmelsk lyd; My Bonnie is over the ocean; Når egene knoppes; Når et dagværk er endt, og maskinen står tung; Når jeg ser et rødt flag smælde; Når kornet skal i hus; Når morgenen tænder sit glimtende gry; Når vinteren rinder i grøft og i grav; Natten breder sine vinger; Natten er så stille; Naturens ædle dyrker begærer ej den krans; Nord fra og syd fra; Nu breder vårens sol sit gyldne klæde; Nu er dagen fuld af sang; Nu farvel -nu farvel! det er afskedens stund; Nu fremad, frem! lyder sangerens råb; Nu krystes Danmark i somrens favn; Nu lider dagen så jævnt og trindt; Nu lokker atter de lange veje; Nu rinder sol i sin vælde fra skyen; Nu skal det åbenbares; Nu spelar vårens ljumma vind i myrens gula starr; Nu springer våren fra sin seng; Nu tak for alt, ifra vi var små; Nu vender sol påny; Nye tider, nye tanker; När jag var en ung Caballeiro; Og ræven lå under birkerod; Ole sad på en knold og sang; Om glæder end betegned; Om jeg tar mig en livsens ven; Om strømmen mod dig bruser -vov at stå; Op, socialister, oprørshære; Op til kamp! Op, I arbejdersønner; Ordener hænger man på idioter; O starka man, gör vägen fri; Over den vintergrå himmel; Over verden toner klinger; Over vidtudstrakte lande; På det jævne, på det jævne; På Larsmässbal med glans och ståt; På vandring må en møllersvend; På vandring, på vandring; På Vossevangen der vil jeg bo; Puds dit blanke cykelstyr; Råbet stiger i morg'nens skær; Rejs jer, fordømte her på jorden; Ring ud, klare klokker, mod himlens klare hær; Roselil og hendes moder, de sad over bord; Rosen blusser alt i Danas have; Så stævner vi atter fremad; Sah' ein Knab' ein Roslein stehn; Saltskarp hænger over landet; Sangen har lysning, og derfor den gyder; Se, det summer af sol over engen; Se dig om, du mand, der hæver; Se dig ud en sommerdag; Se Norges blomsterdal; Ser du byen og hjembygdas lier; Sig nærmer tiden, da jeg må væk; Sjung, sjung i alarna; Skal vi nå til at stå; Skjul jer ej bag vindvets piller; Skudan hon vaggar på bruzenes sjø; Skuld gammel venskab rejn forgo; Snart er dagen inde; Sneflokke kommer vrimlende; Solen er så rød, mor; Solen er slukket, dagen forstummer; Solen ler så godt og mildt; Sol i aft'nens ånding; Som dagning gennem morgenluften skrider; Som dybest brønd gir altid klarest vand; Som en fos i al sin vælde; Som en rejselysten flåde; Sov, du lille fattigbarn; Spurven sidder stum bag kvist; Stille, hjærte, sol går ned; Stilstand er for unge hjærter døden; Stormene glammer så vildt over land; Strål, flamme, strål; Sus af vind og bølgeslag; Svøbt i blæsten hilst af måger; Sønner af de slagne; Sørens far har penge; Takt, takt, pas på takten; Så langt, så langt rækker tanken frem; The sun shines bright in the old Kentucky home; Tidens ånd har mægtigt rystet jorden; Tilbords nu, kam'rater, skønt pladsen er trang; Tre røvere, tre røvere; Ud går du nu på livets vej; Ud over verden stormene raser; Udrundne er de gamle dage; Underlige aftenlufte; Undrer mig på, hvad jeg får at se; Ungdom, det er tider; Ungdom er ikke de sløvede sind; Ungdom! Røde unge; Uti vår hage dår växa blå bär; Vårt land, vårt land, vårt fosterland; Ved brønden foran porten; Ved disk og i køkken blev hverdagens del; Ved solbjærgslag; Velkommen lærkelil; Venner, hvor er vort fædreland dog kønt; Verden skælver i hver fuge; Vi elsker vort land; Vi er børn af arbejderklassen; Vi er de smede; Vi er kampens unge hære; Vi er nævernes ungdom af navn som af gavn; Vi er småfolk, javel, men vi ved, hvad vi vil; Vi fik ej under tidernes tryk; Vi gå over daggstänkta berg, fallera; Vi håndværkssvende, vi håndværkssvende; Vi har som vor lod i en løftende tid; Vi hilser dig, gryende stolte tid; Vila vid denna källa!; Vi mødes atter her fra dal og banke; Vinden er så føjelig; Vi vandrer ad den brede vej; Vi vandrer sol i møde; Vor fane lyser flammerød; Vor sol er bleven kold; Vort hjem, du danske jord; Vort land ligger ud til det blæsende hav; Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; Vägarna de skrida, älvarna de glida; Vælg dig bogen som bedste ven; Wenn alle Brunnlein fliessen; Wo herr'mand håller a hans hæjst; Yderst mod Norden lyser en ø
    Arbejdernes Oplysningsforbund
  • Tekst
    Arbejdersangbogen
    33.536 : Ar : Kun til brug på læsesal
    Dansk
    arbejdersange
    Socialdemokrati. Danmark
    Danmark for folket; Flyv højt, vor sang, på stærke vinger; Snart dages det, brødre, det lysner i øst; ABCD -Lyset at se; Aftnen er stille; A hår tjent Jens Masen; Alle mine længsler, de smyger sig om dig; Altid frejdig, når du går; Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel; Arbejdsmand -du som må; Arbetets söner, sluten Er alla; At lære er at ville; At ville, det er sagen; Auf der Lüneburger Heide; Blødt på båren hviler; Bort, längtande vekhet, ur sotiga bröst; Brandrøde faner, Ildnende klange; Brødre, lad våbnene lyne; By yon bonnie banks and by yon bonnie braes; Bøgernes verden er som stille gemmer; Dagen er dalet i stilhedens strømme; Dagen går med raske fjed; Danmark, nu blunder den lyse nat; Danmarks børn lad sangen klinge; Danmarks ungdom, skulderbred; De femten år -de femten år; De hundrede tusinde hænder; Dejlig er jorden; De mørke fugle fløj; Den danske sang er en ung, blond pige; Den er fin med kompasset; Den första gång jag såg dig, det var en sommardag; Den gamle husmand står ved gavl; Den jævne, simple arbejdsmand; Den kedsom vinter gik sin gang; Den spillemand snapped fiolen fra væg; Den sterke neve som skapte alt; Den stund du lever, løft din pande; Den stærke ungdom elsker storm; Den sømand han må lide; Den var vor, denne jord, den var vor; Der dukker af disen min fædrenejord; Der er borge, hvor før kun lå tomter i grus; Der er et land, som dårligt kan bli' meget mindre; Der er et yndigt land; Der er huse, der skal rejses; Der er ingenting i verden så stille som sne; Der går et stille tog; Der gyldnes igen en arbejdsdag; Der har smældet et flag i den gryende vår; Der, hvor vi stred og sang; Der meldes storm fra syd og nord; Der skrider i lyset et frelsende tog; Der står en purle ved vejens sving; Der står et slot i vesterled; De sova ånnu i jorden; Det er hvidt herude; Det er nemt nok al finde en brud i Tasmanien; Det er Norden, der løfter sin pande; Det er tidens stærke tone; Det ganske unge forår; Det haver så nvligen regnet; Det kom som en susen ved aften; Det, som lysner over vangen; Det som skinner vester hist; Det var en lørdag aften; Die Gedanken sind frei; Dold mellan furorna ligger min koja; Du danske mand af al din magt; Du danske sommer, jeg elsker dig; Du gamla, du fria, du fjållhoga Nord; Du gamle mor, du sliter arm; Du husmand, som ørker den stridige jord; Du høje arbejd, jordens brud; Du kære blide danske bæk; Du landevej, du landevej; Du, som aldrig har skuet den lysende dag; Du, som har sorg i sinde; Där gingo tre jäntor i solen; Efter år, hvor krigens hære; Ej med stora later och starka ord; Ej spørges om kvinden fra gyldne palads; Endnu engang forynge; Enhver, som har trådt sine børnesko; En lærke letted, og tusind fulgte; En sjoman ålskar havets våg; En skål for den mø i blufædige vår; En skål for det blinkende søernes bånd; En snedker må lime og lirke sig frem; Ensomt træ på sorten hede; En sømand har sin enegang; En vinter, lang og mørk og hård; Er din stue lav og trang; Er lyset for de lærde blot; Er vor trældomstid forbi; Et jævnl og muntert, virksomt liv på jord; Fabrik og ager, er de mon fjender; Faklen i vejret! ret så, vi skal frem; Faldne er nu vintrens sidste skranker; Farvel, min velsignede fødeby; Festblus lyser over lejren; Flyv fugl, flyv over Furesøens vove; Fo ajle di små blomster dæ dow æ te i år; Foragtet af de store, men elsket af de små; Fram! Fram! Det ljomer frå fjell!; Fram i arbetets hår och fram i ungdomens led; Frankrigs sønner! Op nu at fægte; Fra seklernes morgen der stiger en sang; Fred hviler over land og by; Fremad det lyder! Det feltråb har klang; Fremtidens land!; Frem til lys, frem til sol; Frihed er det bedste guld; Friske tid, hvor sommervinde; Frugtbare, ydende, gavmilde jord; Frugtbar ligger Danmarks ager; Från Engeland til Skottland, där seglade en brigg; Første majdag! Blus og brande; Først synger vi et murervers; Giv aldrig tabt; Glade jul, dejlige jul; Go javten, go javten; Gone are the days when my heart was voung and gay; Grøn er vårens hæk; Gyldenlak, før du din glans har tabt; Han Ole bor på heden; Han svinger sin hue og synger en sang; Havet omkring Danmark, vort moderlige hav; Hej å hå Jungman Jansson; Hej, hvilken herlig vind; Held den, hvis ryg er rank; Hel tungt han efter sig foden drog; Her gik træk af vilde svaner; Her har hjertet hjemme; Her har jeg himlene over min isse; Her hvor sol og sommerblæst; Her kommer fra dybet den mørke armé; Herligt, en sommernat; Her mødes muld og hav i kærlig favnen; Holder du af mig; Hr. Peder kasted runer over spange; Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik; Hvad er ungdom uden sange; Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?; Hvem sidder der bag skærmen; Hvergang bøgenes blade de glinse; Hver har sit; Hvor åpne havet velter; Hvor smiler fager den danske kyst; Här är gudagott att vära; Høje nord, friheds hjem; Hör, hur härligt sången skallar; Hør, hør, hvor det tø'r; Hør sangen, hvor mægtig den toner; Hør ungersvend, sig ikke nej; Hør Vesterhavets bølger går; I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme; I Danmark ligger hus ved hus; I fjærne oldtids mørke nat; I flugt går tiden over livets bølger; I skovens dybe, stille ro; I skoven skull' der være gilde; I somniarens soliga dagar; Ja, det dages -solen bryder; Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land; Ja, vi elsker dette landet; Jeg bærer med smil min byrde; Jeg elsker den brogede verden; Jeg er en simpel bondemand; Jeg er havren. Jeg har bjælder på; Jeg lagde min gård i den rygende blæst; Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod; eg mindes vel et sled, gid jeg var der igen; Jeg rutter med glædens og håbets ord; Jeg så kun tilbage. Mig livets lyst bortklang; Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt; Jeg stryger et loft, jeg maler en væg; Jeg vil værge mit land; Jeg vælger mig april; Junkerspiren kaster stolt med nakken; Jyden han æ stærk å sej; Jylland mellem tvende have; Katinka, Katinka, luk vinduet op; Kirkeklokke! ej til hovedstæder; Kommen, I unga, når aftonsolen dalar; Kringsatt av fiender; Lad vor sang som en rullende bølge; Langt højere bjærge så vide på jord; Lette bølge! når du blåner; Livet kan være forbandet nok; Lutret sind og klare tanker; Lykke-leg og drømme-døsen; Lyt til nye tiders tanker; Længe nok har jeg bondepige været; Lær mig, nattens stjærne; Løft dit hode, du raske gut; Mads Doss han war en kon koltringsknæjt; Man må rejse til fods for at sprænge med hast; Marken er mejet, og høet er høstet; Millom bakkar og berg utmed havet; Min far han var en fiskermand; Min fødestavn er lyngens brune land; Min plet af fødelandets jord; Moders navn er en himmelsk lyd; My Bonnie is over the ocean; Når egene knoppes; Når et dagværk er endt, og maskinen står tung; Når jeg ser et rødt flag smælde; Når kornet skal i hus; Når morgenen tænder sit glimtende gry; Når vinteren rinder i grøft og i grav; Natten breder sine vinger; Natten er så stille; Naturens ædle dyrker begærer ej den krans; Nord fra og syd fra; Nu breder vårens sol sit gyldne klæde; Nu er dagen fuld af sang; Nu farvel -nu farvel! det er afskedens stund; Nu fremad, frem! lyder sangerens råb; Nu går våren gennem Nyhavn; Nu krystes Danmark i somrens favn; Nu lider dagen så jævnt og trindt; Nu lokker atter de lange veje; Nu skal det åbenbares; Nu spelar vårens ljumma vind i myrens gula starr; Nu springer våren fra sin seng; Nu tak for alt, ifra vi var små; Nu vender sol påny; Nu vil jeg synge for jer en vise; Nye tider, nye tanker; När jag var en ung Caballeiro; Og pigen sa'e: Hør søndenvind; Og ræven lå under birkerod; Ole sad på en knold og sang; Om jeg tar mig en livsens ven; Om strømmen mod dig bruser -vov at stå; Op, socialister, oprørshære; Op til kamp! Op, I arbejdersønner; Ordener hænger man på idioter; O starka man, gör vägen fri; Over den vintergrå himmel; Over verden toner klinger; Over vidtudstrakte lande; På det jævne, på det jævne; På Larsmässbal med glans och ståt; På lingonröda tuvor och på villande mo; På vandring må en møllersvend; På vandring, på vandring; På Vossevangen der vil jeg bo; Pengeløs, pengelæns; Puds dit blanke cykelstyr; Råbet stiger i morg'nens skær; Rejs jer, fordømte her på jorden; Ring ud, klare klokker, mod himlens klare hær; Roselil og hendes moder, de sad over bord; Rosen blusser alt i Danas have; Så stævner vi atter fremad; Sah' ein Knab' ein Roslein stehn; Saltskarp hænger over landet; Sangen har lysning, og derfor den gyder; Se, det summer af sol over engen; Se dig om, du mand, der hæver; Se dig ud en sommerdag; Se Norges blomsterdal; Septembers himmel er så blå; Ser du byen og hjembygdas lier; Sig nærmer tiden, da jeg må væk; Sjung, sjung i alarna; Skal vi nå til at stå; Skjul jer ej bag vindvets piller; Skudan hon vaggar på bruzenes sjø; Skuld gammel venskab rejn forgo; Snart er dagen inde; Sneflokke kommer vrimlende; Solen er så rød, mor; Solen er slukket, dagen forstummer; Solen ler så godt og mildt; Sol i aft'nens ånding; Som dagning gennem morgenluften skrider; Som dybest brønd gir altid klarest vand; Som en fos i al sin vælde; Som en rejselysten flåde; Sov, du lille fattigbarn; Spurven sidder stum bag kvist; Stille, hjærte, sol går ned; Stilstand er for unge hjærter døden; Strål, flamme, strål; Sus af vind og bølgeslag; Svøbt i blæsten hilst af måger; Sønner af de slagne; Sørens far har penge; Søvnig du ligger i din varme seng; Takt, takt, pas på takten; The sun shines bright in the old Kentucky home; Tidens ånd har mægtigt rystet jorden; Tilbords nu, kam'rater, skønt pladsen er trang; Tre røvere, tre røvere; Tusind år vi som i blinde; Ud går du nu på livets vej; Ud over verden stormene raser; Udrundne er de gamle dage; Underlige aftenlufte; Undrer mig på, hvad jeg får at se; Ungdom, det er tider; Ungdom er ikke de sløvede sind; Ungdom! Røde unge; Uti vår hage dår växa blå bär; Vårt land, vårt land, vårt fosterland; Ved brønden foran porten; Ved disk og i køkken blev hverdagens del; Ved solbjærgslag; Velkommen lærkelil; Venner, hvor er vort fædreland dog kønt; Verden skælver i hver fuge; Vi elsker de hjemlige steder; Vi elsker vort land; Vi er børn af arbejderklassen; Vi er de smede; Vi er kampens unge hære; Vi er nævernes ungdom af navn som af gavn; Vi er småfolk, javel, men vi ved, hvad vi vil; Vi fik ej under tidernes tryk; Vi gå over daggstänkta berg, fallera; Vi håndværkssvende, vi håndværkssvende; Vi har som vor lod i en løftende tid; Vi hilser dig, gryende stolte tid; Vila vid denna källa!; Vi mødes atter her fra dal og banke; Vinden er så føjelig; Vi vandrer ad den brede vej; Vi vandrer sol i møde; Vor fane lyser flammerød; Vor sol er bleven kold; Vort hjem, du danske jord; Vort land ligger ud til det blæsende hav; Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; Vägarna de skrida, älvarna de glida; Vælg dig bogen som bedste ven; Wenn alle Brunnlein fliessen; Wo herr'mand håller a hans hæjst; Yderst mod Norden lyser en ø
    Arbejdernes Oplysningsforbund
  • Tekst
    Arbejdersangbogen
    33.536 : Ar : Kun til brug på læsesal
    Dansk
    arbejdersange
    Socialdemokrati. Danmark
    Danmark for folket; Flyv højt, vor sang, på stærke vinger; Snart dages det, brødre, det lysner i øst; ABCD -Lyset at se; Aftnen er stille; A hår tjent Jens Masen; Alle mine længsler, de smyger sig om dig; Altid frejdig, når du går; Anna var i Anders kær, men knibsk alligevel; Arbejdsmand -du som må; Arbetets söner, sluten Er alla; At lære er at ville; At ville, det er sagen; Auf der Lüneburger Heide; Blødt på båren hviler; Bort, längtande vekhet, ur sotiga bröst; Brandrøde faner, Ildnende klange; Brødre, lad våbnene lyne; By yon bonnie banks and by yon bonnie braes; Bøgernes verden er som stille gemmer; Dagen er dalet i stilhedens strømme; Dagen går med raske fjed; Danmark, nu blunder den lyse nat; Danmarks børn lad sangen klinge; Danmarks ungdom, skulderbred; De femten år -de femten år; De hundrede tusinde hænder; Dejlig er jorden; De mørke fugle fløj; Den danske sang er en ung, blond pige; Den er fin med kompasset; Den första gång jag såg dig, det var en sommardag; Den gamle husmand står ved gavl; Den jævne, simple arbejdsmand; Den kedsom vinter gik sin gang; Den spillemand snapped fiolen fra væg; Den sterke neve som skapte alt; Den stund du lever, løft din pande; Den stærke ungdom elsker storm; Den sømand han må lide; Den var vor, denne jord, den var vor; Der dukker af disen min fædrenejord; Der er borge, hvor før kun lå tomter i grus; Der er et land, som dårligt kan bli' meget mindre; Der er et yndigt land; Der er huse, der skal rejses; Der er ingenting i verden så stille som sne; Der går et stille tog; Der gyldnes igen en arbejdsdag; Der har smældet et flag i den gryende vår; Der, hvor vi stred og sang; Der meldes storm fra syd og nord; Der skrider i lyset et frelsende tog; Der står en purle ved vejens sving; Der står et slot i vesterled; De sova ånnu i jorden; Det er hvidt herude; Det er nemt nok al finde en brud i Tasmanien; Det er Norden, der løfter sin pande; Det er tidens stærke tone; Det ganske unge forår; Det haver så nvligen regnet; Det kom som en susen ved aften; Det, som lysner over vangen; Det som skinner vester hist; Det var en lørdag aften; Die Gedanken sind frei; Dold mellan furorna ligger min koja; Du danske mand af al din magt; Du danske sommer, jeg elsker dig; Du gamla, du fria, du fjållhoga Nord; Du gamle mor, du sliter arm; Du husmand, som ørker den stridige jord; Du høje arbejd, jordens brud; Du kære blide danske bæk; Du landevej, du landevej; Du, som aldrig har skuet den lysende dag; Du, som har sorg i sinde; Där gingo tre jäntor i solen; Efter år, hvor krigens hære; Ej med stora later och starka ord; Ej spørges om kvinden fra gyldne palads; Endnu engang forynge; Enhver, som har trådt sine børnesko; En lærke letted, og tusind fulgte; En sjoman ålskar havets våg; En skål for den mø i blufædige vår; En skål for det blinkende søernes bånd; En snedker må lime og lirke sig frem; Ensomt træ på sorten hede; En sømand har sin enegang; En vinter, lang og mørk og hård; Er din stue lav og trang; Er lyset for de lærde blot; Er vor trældomstid forbi; Et jævnl og muntert, virksomt liv på jord; Fabrik og ager, er de mon fjender; Faklen i vejret! ret så, vi skal frem; Faldne er nu vintrens sidste skranker; Farvel, min velsignede fødeby; Festblus lyser over lejren; Flyv fugl, flyv over Furesøens vove; Fo ajle di små blomster dæ dow æ te i år; Foragtet af de store, men elsket af de små; Fram! Fram! Det ljomer frå fjell!; Fram i arbetets hår och fram i ungdomens led; Frankrigs sønner! Op nu at fægte; Fra seklernes morgen der stiger en sang; Fred hviler over land og by; Fremad det lyder! Det feltråb har klang; Fremtidens land!; Frem til lys, frem til sol; Frihed er det bedste guld; Friske tid, hvor sommervinde; Frugtbare, ydende, gavmilde jord; Frugtbar ligger Danmarks ager; Från Engeland til Skottland, där seglade en brigg; Første majdag! Blus og brande; Først synger vi et murervers; Giv aldrig tabt; Glade jul, dejlige jul; Go javten, go javten; Gone are the days when my heart was voung and gay; Grøn er vårens hæk; Gyldenlak, før du din glans har tabt; Han Ole bor på heden; Han svinger sin hue og synger en sang; Havet omkring Danmark, vort moderlige hav; Hej å hå Jungman Jansson; Hej, hvilken herlig vind; Held den, hvis ryg er rank; Hel tungt han efter sig foden drog; Her gik træk af vilde svaner; Her har hjertet hjemme; Her har jeg himlene over min isse; Her hvor sol og sommerblæst; Her kommer fra dybet den mørke armé; Herligt, en sommernat; Her mødes muld og hav i kærlig favnen; Holder du af mig; Hr. Peder kasted runer over spange; Husker du i høst, da vi hjemad fra marken gik; Hvad er ungdom uden sange; Hvad vindes på verdens vidtløftige hav?; Hvem sidder der bag skærmen; Hvergang bøgenes blade de glinse; Hver har sit; Hvor åpne havet velter; Hvor smiler fager den danske kyst; Här är gudagott att vära; Høje nord, friheds hjem; Hör, hur härligt sången skallar; Hør, hør, hvor det tø'r; Hør sangen, hvor mægtig den toner; Hør ungersvend, sig ikke nej; Hør Vesterhavets bølger går; I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme; I Danmark ligger hus ved hus; I fjærne oldtids mørke nat; I flugt går tiden over livets bølger; I skovens dybe, stille ro; I skoven skull' der være gilde; I somniarens soliga dagar; Ja, det dages -solen bryder; Jag längtar till Italien, till Italiens sköna land; Ja, vi elsker dette landet; Jeg bærer med smil min byrde; Jeg elsker den brogede verden; Jeg er en simpel bondemand; Jeg er havren. Jeg har bjælder på; Jeg lagde min gård i den rygende blæst; Jeg lægger mig i læet her ved storrugens rod; eg mindes vel et sled, gid jeg var der igen; Jeg rutter med glædens og håbets ord; Jeg så kun tilbage. Mig livets lyst bortklang; Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt; Jeg stryger et loft, jeg maler en væg; Jeg vil værge mit land; Jeg vælger mig april; Junkerspiren kaster stolt med nakken; Jyden han æ stærk å sej; Jylland mellem tvende have; Katinka, Katinka, luk vinduet op; Kirkeklokke! ej til hovedstæder; Kommen, I unga, når aftonsolen dalar; Kringsatt av fiender; Lad vor sang som en rullende bølge; Langt højere bjærge så vide på jord; Lette bølge! når du blåner; Livet kan være forbandet nok; Lutret sind og klare tanker; Lykke-leg og drømme-døsen; Lyt til nye tiders tanker; Længe nok har jeg bondepige været; Lær mig, nattens stjærne; Løft dit hode, du raske gut; Mads Doss han war en kon koltringsknæjt; Man må rejse til fods for at sprænge med hast; Marken er mejet, og høet er høstet; Millom bakkar og berg utmed havet; Min far han var en fiskermand; Min fødestavn er lyngens brune land; Min plet af fødelandets jord; Moders navn er en himmelsk lyd; My Bonnie is over the ocean; Når egene knoppes; Når et dagværk er endt, og maskinen står tung; Når jeg ser et rødt flag smælde; Når kornet skal i hus; Når morgenen tænder sit glimtende gry; Når vinteren rinder i grøft og i grav; Natten breder sine vinger; Natten er så stille; Naturens ædle dyrker begærer ej den krans; Nord fra og syd fra; Nu breder vårens sol sit gyldne klæde; Nu er dagen fuld af sang; Nu farvel -nu farvel! det er afskedens stund; Nu fremad, frem! lyder sangerens råb; Nu går våren gennem Nyhavn; Nu krystes Danmark i somrens favn; Nu lider dagen så jævnt og trindt; Nu lokker atter de lange veje; Nu skal det åbenbares; Nu spelar vårens ljumma vind i myrens gula starr; Nu springer våren fra sin seng; Nu tak for alt, ifra vi var små; Nu vender sol påny; Nu vil jeg synge for jer en vise; Nye tider, nye tanker; När jag var en ung Caballeiro; Og pigen sa'e: Hør søndenvind; Og ræven lå under birkerod; Ole sad på en knold og sang; Om jeg tar mig en livsens ven; Om strømmen mod dig bruser -vov at stå; Op, socialister, oprørshære; Op til kamp! Op, I arbejdersønner; Ordener hænger man på idioter; O starka man, gör vägen fri; Over den vintergrå himmel; Over verden toner klinger; Over vidtudstrakte lande; På det jævne, på det jævne; På Larsmässbal med glans och ståt; På lingonröda tuvor och på villande mo; På vandring må en møllersvend; På vandring, på vandring; På Vossevangen der vil jeg bo; Pengeløs, pengelæns; Puds dit blanke cykelstyr; Råbet stiger i morg'nens skær; Rejs jer, fordømte her på jorden; Ring ud, klare klokker, mod himlens klare hær; Roselil og hendes moder, de sad over bord; Rosen blusser alt i Danas have; Så stævner vi atter fremad; Sah' ein Knab' ein Roslein stehn; Saltskarp hænger over landet; Sangen har lysning, og derfor den gyder; Se, det summer af sol over engen; Se dig om, du mand, der hæver; Se dig ud en sommerdag; Se Norges blomsterdal; Septembers himmel er så blå; Ser du byen og hjembygdas lier; Sig nærmer tiden, da jeg må væk; Sjung, sjung i alarna; Skal vi nå til at stå; Skjul jer ej bag vindvets piller; Skudan hon vaggar på bruzenes sjø; Skuld gammel venskab rejn forgo; Snart er dagen inde; Sneflokke kommer vrimlende; Solen er så rød, mor; Solen er slukket, dagen forstummer; Solen ler så godt og mildt; Sol i aft'nens ånding; Som dagning gennem morgenluften skrider; Som dybest brønd gir altid klarest vand; Som en fos i al sin vælde; Som en rejselysten flåde; Sov, du lille fattigbarn; Spurven sidder stum bag kvist; Stille, hjærte, sol går ned; Stilstand er for unge hjærter døden; Strål, flamme, strål; Sus af vind og bølgeslag; Svøbt i blæsten hilst af måger; Sønner af de slagne; Sørens far har penge; Søvnig du ligger i din varme seng; Takt, takt, pas på takten; The sun shines bright in the old Kentucky home; Tidens ånd har mægtigt rystet jorden; Tilbords nu, kam'rater, skønt pladsen er trang; Tre røvere, tre røvere; Tusind år vi som i blinde; Ud går du nu på livets vej; Ud over verden stormene raser; Udrundne er de gamle dage; Underlige aftenlufte; Undrer mig på, hvad jeg får at se; Ungdom, det er tider; Ungdom er ikke de sløvede sind; Ungdom! Røde unge; Uti vår hage dår växa blå bär; Vårt land, vårt land, vårt fosterland; Ved brønden foran porten; Ved disk og i køkken blev hverdagens del; Ved solbjærgslag; Velkommen lærkelil; Venner, hvor er vort fædreland dog kønt; Verden skælver i hver fuge; Vi elsker de hjemlige steder; Vi elsker vort land; Vi er børn af arbejderklassen; Vi er de smede; Vi er kampens unge hære; Vi er nævernes ungdom af navn som af gavn; Vi er småfolk, javel, men vi ved, hvad vi vil; Vi fik ej under tidernes tryk; Vi gå over daggstänkta berg, fallera; Vi håndværkssvende, vi håndværkssvende; Vi har som vor lod i en løftende tid; Vi hilser dig, gryende stolte tid; Vila vid denna källa!; Vi mødes atter her fra dal og banke; Vinden er så føjelig; Vi vandrer ad den brede vej; Vi vandrer sol i møde; Vor fane lyser flammerød; Vor sol er bleven kold; Vort hjem, du danske jord; Vort land ligger ud til det blæsende hav; Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang; Vägarna de skrida, älvarna de glida; Vælg dig bogen som bedste ven; Wenn alle Brunnlein fliessen; Wo herr'mand håller a hans hæjst; Yderst mod Norden lyser en ø
    Arbejdernes Oplysningsforbund
  • Tekst
    Jeg vilde frem ! : Ungdoms-oplevelser af Danmarks første kvindelige Møbelsnedker
    99 : Ch
    Dansk
    Christensen, Sophy A.
    Christensen, Sophy A.
    Biografier. Erindringer
    •